Med Mellemfolkeligt Samvirke som seniorfrivillig i Indien

af Ingrid Martens, Lindeballe

Stedet blev bjergstaten Hemachal Pradesh, 40 km. fra Dharamsala, hvor den tibetanske eksilbefolkning har slået sig ned, og eksilby for Dalai Lama, 1500 m over havet. 19. okt., 2009 drog jeg mod Indien, landede i Delhi, og efter en uges rundrejse i ørkenstaten Rajastan gik turen mod nord med nattog og bil, til jeg nåede den lille bjergstat Sungal. Her skulle jeg de næste 3 mdr. prøve lykken som ”skolefrøken” i engelsk og matematik, - og hvorfor nu det? Jo, europæisk, og primært engelsk, overherredømme gennem mange år frem til 1947 havde betydet introduktion af det engelske sprog i Indien, dette blev for inderne nøglen til den øvrige verden.

Men hvordan få lært de små indiske børn engelsk og regning? Jo, MS og en lokal hjælpeorganisation, Idex, startede et samarbejde. MS fandt vestlige voluntører og Idex fandt skoler, der var interesserede i projektet. I Sungal havde Idex en betonbygning uden varme, denne skulle være mit hjem i 3 mdr. sammen med 15 andre frivillige fra Europa. Samme dag vi var kommet, blev vi vist rundt på de af kommunens skoler og børnehaver, der var med i projektet ”lær engelsk og matematik”. Jeg valgte, sammen med en dansk lærerinde, 6 små yndige 6-8 årige børn på Mutt School. Her skulle vi hver dag fra 10-12.30 virke som lærerinder. Børnenes daglige sprog var hindi, så vi havde god brug for den indiske tolk til at oversætte og stå bi i denne noget fremmede situation. Skolen var en toetagers rød murstensbygning med vinduer ud mod skolegården, der var omkranset af små landbrug, og samtidig var gården passage for landsbyens daglige liv. Bønderne passerede med kreaturer og geder og med træknipper på ryggen – til den daglige madlavning – der var ingen elektricitet. De mange hunde daskede også rundt og fik en lur i et stille hjørne. Kvinderne holdt møde om vaccination af småbørn i et andet hjørne, og ved foden af et enormt træ tilbad igen andre kvinder en af hindureligionens guder. Alt foregik i skøn harmoni med de i frikvarteret legende børn. Det eneste, der kunne forstyrre, var når en af de hellige køer kom i ondt lune, dette viste sig ved, at den skrabede i jorden, slog med hovedet og brølede på en uheldsvanger måde – så var det med at komme indendørs, til mændene med deres stokke havde fordrevet uhyret. Hver formiddag sluttede med, at vore børn skulle vaske hænder før et kollektivt måltid, ris og bønnesuppe, tilberedt i et skur af en enarmet mand. Alle børn stod pænt på række, fik deres ration, satte sig i skrædderstilling langs muren og spiste med fingrene (uden at spilde). Opvasken foregik ved vandhanen af barnet selv, og tallerkenen var klar til næste dag. Skolen havde ingen toilet, al besørgelse blev forrettet på skolens bagside i en grøft, hvor der sommetider løb vand. Siden har jeg tænkt, at der nok var en grund til, at der ikke var vinduer til bagsiden. Eftermiddagen foregik på en anden skole, og disse timer var mere afslappede. Det var børn fra flere skoler, der mødte op for lektiehjælp og sport, her var aldersspredningen fra 5-16/17 år. De store hjalp de små, alle var ivrige efter at læse, vi voluntører gjorde det bedste, vi kunne, og alle var glade, når timerne sluttede med fodbold og badminton.

Der kunne fortælles meget mere, men dette er essensen. I weekends tog vi på udflugt til de omkringliggende, indiske kulturskatte, og vi indsnusede Indien i et brag af sanseindtryk for både øje, øre og næse. Jeg kan kun anbefale et sådant ophold til seniorer, den ældste, jeg var sammen med, var 72 år, og han rejser i år til Sydindien for at give en frivillig hånd.