Den frugtbare grænse

"Alting kan blive bedre". Det siges igen og igen, og det, der bliver sagt tilstrækkeligt ofte, er vi tilbøjelige til at tro, er sandt.

Men det er ikke rigtigt, at alting kan blive bedre. Meget kan blive bedre - men det er ikke sandt, at alting kan blive bedre. Når sætningen så ikke blot afvises som forkert, er det fordi den indeholder en tankegang, som er blevet moderne. Der er nemlig i "Alting kan blive bedre" indbygget en opfattelse af, at vi har magten over tingene, og det kontrollerede - og dermed trygge - liv prioriteres højt.

Men dette højt prioriterede bygger ikke på virkeligheden, for den moderne tankegang overser, at der er grænser for, hvor mange kræfter et menneske har - og dermed også grænser for, hvor meget vi kan kontrollere. Derfor sætter "Alting kan blive bedre"-tankegang os blot til at arbejde endnu mere på at opnå det umulige - med det resultat, at flere og flere lider af en smertende overanstrengelse.

For at skjule, at "Alting kan blive bedre"-tankegangen giver denne ødelæggende overanstrengelse, laves der et sprogligt krumspring, så den udmarvende tilstand kaldes for "stress". Det er en af de metoder, der bruges, når en løgn-agtig tankegang skal beskyttes: Tankegangens skadelige bivirkning kaldes ved et navn, som går ind i vore hjerner i stedet for at gå ind vore hjerter, for derved snydes vores sunde fornuft.

Prøv blot at høre ordene for dit indre øre. Først: "overanstrengelse" - - - så: "stress". Hvor rammer de dig? Hvis du møder en ven, som siger til dig: "Jeg er så træt - jeg er helt overanstrengt" - hvordan reagerer du så? Det naturligste er vel at hjælpe vedkommende til at finde et fristed med lidt ro og hvile.

Men hvis nu din ven bruger det andet ord og siger: "Jeg er så stresset" - hvordan virker det så på dig? Modtager du ordet "stresset" på samme måde som ordet "overanstrengt"? Jeg gør ikke. Det ene kalder mest på min lyst til at sige noget til min ven - det andet mest på min lyst til at gøre noget for ham.

Når overanstrengelsen rammer et menneske, skal det hvile sig. Det siger al medmenneskelighed, for når vi hviler os ved træthedsgrænsen, kommer vi til kræfter igen. Det er derfor, der langs alle større veje er rastepladser. De er udtryk for, at der er en grænse for, hvor langt vi kan køre uden at hvile os. Og denne grænse er frugtbar, for når vi respekterer den, kan vi samle kræfter og komme videre på en ansvarlig måde. Dette er sund fornuft, som har præget vores samfund, indtil vi gav os til at fortælle hinanden, at alting kan blive bedre.
"Den frugtbare grænse" er altså det sted, hvor vi skal samle kræfter og genvinde evnen til at komme videre i livet på en menneskeværdig måde. "Den frugtbare grænse" siger derfor til "Alting kan blive bedre"-tankegangen: "Du fylder alt for meget, så jeg skubber lige til dig, så der også bliver plads til mig".

"Den frugtbare grænse" er det også nyttigt at være opmærksom på nu, hvor det på søndag er Alle Helgens dag. Det er den dag i året, hvor vi i kirken i særlig grad mindes de døde. Når et elsket menneske dør, støder vi ind i en grænse, der ikke kan flyttes. Når vi bøjes af den, kan vi komme til at se i retninger, vi ikke selv har valgt. Fra dette nye kan man måske høre én sige: "Kom til mig, alle som er trætte og bærer tunge byrder, - og jeg vil give jer hvile". Han siger også andet, som du kan høre i din kirke på søndag.

Preben Kok
Sygehuspræst og sognepræst ved Engum Kirke